Forsiden Om os Rejser Ture Digt-Vers Kontakt/Nyt

Indien skal opleves, det kan simpelthen ikke beskrives så nogen kan gøre sig forestilling om hvordan det er.

Jeg vil alligevel prøve, at give en skildring af de oplevelser og indtryk som vi fik da vi besøgte landet fra den 11. til den 21. marts 2007.

Det første der møder en når man ankommer, er et menneske mylder, selv klokken to om natten da vi ankom til lufthavnen var der mennesker overalt, og da vi kom ud i gaderne var der livlig trafik og meget larm.

Hotellet var flot og indkvarteringen gik smertefrit, også takket være vores guide, og alt fungerede som det skulle, selv vækningen 4 timer senere.

Bedømt ud fra hotellets internationale standard var morgenbordet lidt af en skuffelse, der var masser af varme ting, men brød, juice og andre traditionelt kendte morgenmads produkter var det småt med. Fyldt maven fik vi dog så vi kunne klare os, men tanken havde egentlig været, at vi kunne spise et godt morgen måltid, dels fordi vi ikke vidste hvornår vi fik noget igen, dels fordi vi ikke vidste hvad vi fik.

Dagen startede med ca. en halv times tur på cykel Rickshow gennem byen, en uhyre interessant tur hvor man fik et godt indtryk af befolkningen og deres liv i en by med konstant mylder og larm.

Man får helt ondt af den stakkels mand der må op og stå for at drive cyklen (uden gear) frem, men det er jo deres levevej og noget må det jo give for det vrimler med cykle Rickshow’s overalt.

Manden forsøger, selv om han er blevet betalt for turen, at lokke nogle drikkepenge fra os, egentlig havde vi heller ikke noget imod at give ham noget, for hvad betyder det for os, at give ham f.eks.100 rupees (ca. 15 kr.), men hvis man gør det er man med til at ødelægge det for fremtidige turister, og det ville for øvrigt svare til ca. det samme han allerede havde fået i betaling.

Jama Masjid Moskeen, er Indiens største, og den ca. 10.000 m2 store plads, kan til fredags bønnen rumme ca. 25.000 mennesker. På vores bustur rundt i byen passerer vi India Gate, en 42 m høj triumfbue der blev opført af englænderne i forbindelse med anlæggelsen af New Delhi, den står til minde om de soldater der faldt under 1. verdenskrig. 90.000 navne fra den indiske hær er indgraveret, siden 1971 har den evige flamme brændt til ære for Den Ukendte Soldat.

Vi ser også præsident paladset medens vi kører et par gange rundt på pladsen, af frygt for attentat er det forbudt at standse.

Et større optog med figurer på en vogn, musik og dansende personer, går gennem gaderne og forårsager trafikprop, vi sidder ca. 20 minutter i bussen uden at kunne komme ud af stedet, selv om vores lokal guide gør hvad han kan for at overtale de forskellige til at flytte sig lidt.

Overalt hvor der er en grøn plet sidder der mennesker, hovedsageligt mænd der spiller et eller andet, men også telte er opslået overalt, så familier kan have et sted at være.

De meget farvestrålende sarier som kvinderne bærer ses overalt i gadebilledet, men også hvor der arbejdes på markerne eller veje, lyser de op.

De fantastisk dekorerede lastbiler ses overalt, læsset til bristepunktet kører de med hornet i bund ad de dårlige veje fra by til by, eller de holder langs vejene ved de steder de enten kan få repareret bilerne eller chaufføren kan få noget at spise, blive vasket og sove lidt, inden turen går videre.

Gadebilledet er et kapitel for sig, generelt er vejen i dårlig stand, en vej med en midterafspærring ville herhjemme betyde motorvej eller i det mindste en motortrafikvej, med de begrænsninger det indebærer for typer af trafikanter, i Indien er der ingen forskel på om vejen er en eller dobbelt-sporet, 3 eller 4 sporet, der befinder sig simpelthen alt på vejene, lige fra gående, cyklende, får, geder, elefanter, køer, kamel- og hestekærrer, cykel Rickshows, Tuk Tuk’er, traktorer i alle afskygninger, lastbiler og nogle få personbiler, i en stor bølgende masse der med horn og klokke forsøger at bane sig vej gennem kaosset, ofte imod køreretningen.

Når det er tid til frokost, ligger der mærkværdigvis en flot restaurant eller en eller anden form for spisested hvor man - i velplejede omgivelser - kan indtage sin mad, som i parentes bemærket, er af samme beskaffenhed som den man fik om aftenen dagen før, eller dagen før eller ….

Efter flere timers skrumplen på de dårlige vej, ankommer vi til Jaipur fra Delhi. Den gamle bydel har fået tilnavnet ”Den lyserøde by” efter at sandstensbygningerne alle blev malet lyserøde som en velkomsthilsen til prins Albert der besøgte byen i 1853.

Maharaja Jai Singh 2., hvem byen er opkaldt efter, flyttede fra Amber fort i 1727 ned til byen og således kom Jaipur til at bestå af to bydele. Den helt fantastiske magt og betydning en Maharaja havde den gang, se bl.a. af paladset størrelse og Hawa Mahal (vindenes palads) i fem etager med mere end 500 små vinduer med baldakin, hvorfra maharajaens flere hundrede haremsdamer kunne se ud på gadelivet, et liv de for altid var afskåret fra at deltage i når de først en gang var blevet haremsdame.

Besøget på Amber fort var også en stor oplevelse, der begyndte med en ridetur på elefant op af den snoede vej der fører op til fortet. Selvfølgelig bliver man fotograferet adskillige gange på vej op, på vej ned bliver man så tilbudt f.eks. 4 pæne store billeder for 800 rupees (ca. 60 kr.)  betal dog højest 200 rupees for dem, eller vent til du har sat dig ind i bussen igen, så kan du købe alle 4 eller 5 for 100 rupees.

Slottet er omgivet af 2 ringmure, den ydre er dog meget forfalden, den indre mur omgiver selve paladset som er utrolig smukt dekoreret, det får igen en til at tænke på den ufattelige rigdom en maharaja har været i besiddelse af.

Fra paladsets gård er der indgang til den 7. etager høje Chandra Mahal, hvis 2 underste etager er indrettet til museum.

Under et tag i paladsets gård, står 2 store sølvbeholdere der kan rumme 5000 l vand. De udgør de største enkeltstykker i sølv i verden, iflg. Guinnes Book of Records.

Heri medbragte maharajaen vand til at bade i, da han skulle besøge England, for at han ikke som rettroende hindu, skulle blive tilsmudset af engelsk vand.

Om der er en eller anden form for kompensation til nogen, fra de tæppefabrikker og smykkeværk­steder man bliver præsenteret for ved jeg ikke, men det giver da et indtryk af hvad der fremstilles i landet og specielt under hvilke forhold det sker. Hvad man så skulle på Røde Kors lokaliteter eller en metalvarefabrik, forstår jeg ikke rigtigt noget af.

De mange køer er et kapitel for sig, ingen der blot har hørt lidt om Indien kan sige at de ikke kender dette fænomen, alligevel forbavses man over at se det.

Det er blevet forbudt at lade køerne gå frit omkring i Delhi, om det skyldes ineffektivitet eller korruption er ikke til at sige, men køer går der stadig, om end det er færre end man ser i andre byer. Politiet skulle ellers indfange køerne hvorefter ejeren kan hente dem, mod at betale en bøde.

Noget gavn gør køerne da også, det er jo ikke ligefrem den store orden og renlighed der hersker i byen, så derfor er det praktisk at køerne virker som skraldemænd og æder alt hvad der kan ædes.

Brændsel sørger de også for, deres efterladenskaber samles sammen og der iblandes eventuelt lidt strå, hvorefter de med hænderne formes til runde kager der tørres grundigt i solen, så er de klar til at blive brugt som brændsel i bl.a. komfuret.

Ude på landet ses der ofte små huse lavet af komøg, ofte er de flot dekoreret med mønstre på både vægge og tag. Når der så bliver behov for det, tager man bare hvad man skal bruge.

Der lever jo Tigre i Indien og i Staten Rajastan har man to tigerreservater. Vi skal besøge Rantambore og kommer i den forbindelse til at overnatte på Ranthambore Forest Resort, et rigtig dejligt sted med gode værelse i et lækkert område med bl.a. svømmepøl.

Der var ikke lovet os at vi kom til at se Tigre, men der skulle være mange andre dyr i den 400 km2 store park, f.eks. Leoparder, sjakaler, sambhar-hjorte, vildsvin, læbebjørne og krokodiller.

Diverse hjorte og aber er der i hvert fald, men resten så vi ikke noget til. Hvis man trænger til at slappe lidt af, så drop ”Tigerturen”, især hvis man har set andre dyreparker i verden, inklusive Knuttenborg Safaripark.  

Taj Mahal er så afgjort turens højdepunkt, man kan ikke undgå at blive imponeret, men samtidig har man også en følelse af, at det enorme forbrug af resurser kunne have tjent en bedre sag end et gravmonument.

Tallene for Taj Mahal siger, at det har taget ca. 20.000 mand 22 år at bygge det, laver vi for sjov et regnestykke, ganske urealistisk fordi de formodentlig arbejdede mindst dobbelt så længe som vi gør i dag, og fordi vi i dag har vores teknisk til hjælp, og ganger mandtimerne med en dansk minimal-lønning, ville det i 2007 priser koste omkring 100 mia. alene til lønninger.  

Det giver en lille fornemmelse af ressourceforbruget, men storslået og smukt er det bestemt.

Sha Jahan som byggede Taj Mahal siges, at have haft planer om at bygge et mausoleum magen til men blot i sort marmor, til sig selv, på den anden bred af floden Yamuna, men sønnen Aurangzeb afsatte under et oprør i 1658 sin far og satte ham i husarrest i Agra Fort, som også ligger ved Yamuna floden, herfra kunne han til sin død i 1666 se sit elskede Taj Mahal, hvor han blev bisat.

Det Røde Fort i Agra er også meget imponerende og smukt dekoreret og vidner også om den enorme magt og rigdom som herskerne dengang var i besiddelse af.

Maden i Indien bør også have en kommentar med på vejen. For os at se var der ikke den store variation i måltiderne - og så fik man det samme to gange om dagen - det var blot en masse forskellige ting der var kogt sammen med krydderier, efter sigende tilpasser vores smag, men stadig så stærkt, at det smagte ens alt sammen, og kødet var altid i så små stykker at det var umuligt at identificere hvad det var.

På hotellerne spiste vi uden betænkeligheder den mad der så mest appetitlig ud og for de fleste var det også, uden komplikationer.

Mad kunne man i øvrigt få alle vegne, overalt på gaderne hvor der var in lille plads, var der opsat et lille køkken hvor man fremstillede diverse ”spiselige” ting. Vi skulle dog ikke nyde noget, for hygiejne var så afgjort en by i Rusland.  

De sociale forhold i Indien er også et kapitel for sig. Der er vel rundt regnet det samme antal mennesker som i hele Vest Europa der har cirka den samme levestandard og sociale status som vi har, og så er der ca. 750 mill. der lever på samfundets nederste trind.

Det er her som andre steder hvor de gamle kolonimagter har været, at de har udnyttet de ressourcer at landet havde og spillet herrefolk, uden at bekymre sig om bl.a. uddannelse af befolkningen.

Med den enorme korruption der er, selv om man forsøger at bekæmpe den, samtidig med at det forbudte kastesystem stadig fungerer, er det svært virkelig at ændre tingenes tilstand nævneværdigt, for man har trods at kun været selvstændig i 60 år.

I et land som Indien som har haft, og stadig har, kvindelige ledere, virker det underligt at de ældgamle traditioner og kvindemønstrer stadig fungerer.

Det er stadig sådan at ægteskaber aftales mellem forældrene i to familier, og også medgift, som officielt ikke er tilladt mere, aftales. Når alle aftaler er i stand, begynder de forskellige ceremonier, og når de så er gift, skal den unge pige ikke forvente at se mere til sin egen familie, nej hun tilhører helt den nye familie og svigermoderen lære hende så hvordan hun skal gøre de forskellige ting for at hun kan gøre det så det behager sønnen, altså pigens mand.  

Man hører stadig om kvinder som kommer ud for ”ulykker” hvis de ikke lever op til de af sønnen og svigerfamilien stillede krav, så kan få sig en ny kone – og medgift – og derefter forhåbentlig fortsætte et for ham, behageligt liv.

Det er stadig ikke usædvanligt, at hvis man får flere end 1-2 piger, så bortskaffes den næste, således at kun drengebørnene får lov at leve, det er simpelthen for dyrt at få døtre.

Om turen til Indien kan vi sige generelt, at vi flere gange under turen spurgte os selv hvad vi lavede der, men på den anden side, hvis alt var som vi var vandt til, så kunne vi jo lige så godt være blevet hjemme, og vel hjemme igen og efter at have fordøjet turen, er vi glade for at vi tog af sted og vi syntes, at det har været en stor oplevelse.

Se fotos fra Indien

Foto fra Indien 2007.